Debat udefra: Palæstinenserne forsøger igen

Debat udefra: Palæstinenserne forsøger igen

Offentliggjort 02.09.11

Jyllands Posten

David Harris, direktør for organisationen, American Jewish Committee (AJC)

Offentliggjort 02.09.11

Støt freden og gå imod palæstinensernes forsøg på ensidig anerkendelse i FN.

Nu er palæstinenserne endnu en gang - ved hjælp af deres internationale støtter - ved at spænde ben for sig selv - eller det, der er værre.

Hvis der ikke sker noget uventet, vil palæstinensernes ledelse inden længe forsøge at få opbakning i FN til en ensidig anerkendelse af en palæstinensisk stat.

Eftersom USA har tilkendegivet, at det vil nedlægge veto mod ethvert tiltag i så henseende i Sikkerhedsrådet, vil palæstinenserne rette blikket mod Generalforsamlingen.

Generalforsamlingen kan ikke indlemme en ny stat i FN, men kan hæve palæstinensernes nuværende status til observatørstatus. Den kan også i kraft af en flertalsafgørelse yde symbolsk støtte til en palæstinensisk stat baseret på 1967-grænserne med Østjerusalem som statens hovedstad.

Af hensyn til dem, der er interesserede i en tostatsløsning, bør der sættes en stopper for palæstinensernes manøvre. Den vil give bagslag. Og jo hurtigere palæstinenserne forstår budskabet, ikke mindst budskabet fra toneangivende demokratiske lande, hvis støtte palæstinenserne er afhængige af, jo mere tilbøjelige vil de være til at genoverveje tingene.

Ansvarlige politiske ledere

For det første er den et forsøg på at undgå direkte forhandlinger. Ansvarlige politiske ledere burde opfordre palæstinenserne til at vende tilbage til forhandlingsbordet sammen med Israel og ikke obstruere mulighederne for direkte forhandlinger. Der kommer ikke nogen varig fred ud af at forsøge at udøve tvang mod Israel ved at få vedtaget resolutioner i FN's generalforsamling.

Israel har rakt hånden frem til fred under den ene regering efter den anden, men palæstinenserne har altid formået at afvise den og forladt sig på, at deres støtter godtog ethvert tænkeligt påskud.

For det andet er det sådan, at anerkendelse af en palæstinensisk stat på basis af 1967-grænserne (i alt væsentligt svarende til våbenstilstandslinjen fra 1949) ville være ensbetydende med en underminering af Sikkerhedsrådets resolution nr. 242 og 338 samt Camp David-aftalerne, som lægger op til en forhandlingsløsning og ikke på forhånd fastlægger endelige grænser.

Eller sagt på en anden måde: Hvis Generalforsamlingen støtter en palæstinensisk stats grænser, hvordan kan palæstinenserne så i den virkelige verden acceptere de territoriale justeringer, som - hvilket diplomater ved - vil blive krævet for at løse ikke blot den ene parts, men begge parters minimumskrav for at nå en aftale?

For det tredje kan lande, der støtter den palæstinensiske strategi, meget vel bidrage til en genopblussen af vold.

Når det går op for den menige palæstinenser, at en afgørelse i Generalforsamlingen rent faktisk ikke vil føre til en stat, hvor lang tid vil der så gå, før skuffelsen udarter i protester med mere? Og når det går op for dem, at USA's årlige bistand på ca. 500 mio. dollars måske bliver indstillet brat, som Kongressen har antydet, hvad så?

Hvorfor nære falske forhåbninger?

For det fjerde er der visse kriterier forbundet med at være en stat, herunder suverænitet over et afgrænset område.

Kan det palæstinensiske selvstyres leder, præsident Mahmoud Abbas, legitimt påberåbe sig suverænitet over Vestbredden, hvor der stadig er uløste problemer i tilknytning til Israel, og Gaza?

Hvis han f.eks. svarer ja til det sidste, erkender han tilknytning til Hamas, der sidder på styret i Gaza. Men Hamas er en terrororganisation, der ikke har opfyldt nogen af de tre betingelser for politisk dialog, som den såkaldte Mellemøsten-kvartet, som tæller EU, USA, Rusland og ikke mindst FN, har stillet.

Hvis han svarer nej, forsøger han at indlemme Gaza i sin drømmestat, men har ikke suverænitet over området, hvilket alt taget i betragtning er tilfældet i øjeblikket.

Symbolsk afstemning

Selv om Generalforsamlingens afstemningsresultat i alt væsentligt er symbolsk, burde medlemslande nøje overveje, om “Palæstina” lige nu opfylder kravene til at være en stat. Det burde de også gøre af en mere overordnet grund - de kunne skabe præcedens, som kunne falde tilbage på dem selv.

Når alt kommer til alt, er dette ikke første gang, at der er strid om et område. Hvis hver eneste separatist, oprører eller såkaldt uafhængighedsgruppe følte, at pågældende kunne sikre sig Generalforsamlingens godkendelse uanset de faktiske forhold, kunne helvede bryde løs. Nogle berørte lande føler selvsikkert, at de kan komme udenom ved at udøve dygtigt - læs: aggressivt - diplomati. Måske, måske ikke. Det vil tiden vise.

For det femte ville en afgørelse i FN's generalforsamling sende det forkerte budskab til Israel. Den ville sige, at vi er parate til at (a) ignorere Israels vitale interesser i fredsprocessen, (b) lade hånt om Israels målbevidste bestræbelser på at nå en aftale om en tostatsløsning, (c) overgive bl.a. Jerusalems jødiske kvarter og Grædemuren til palæstinensisk overherredømme og (d) forstærke Israels langvarige mistillid til FN, hvis automatiske flertal i dag ikke vil give Israel mulighed for at blive hørt.

Det flertal vil selvfølgelig i sidste ende støtte, hvad palæstinenserne end måtte beslutte sig for. Sådan fungerer FN nu engang. Den Arabiske Liga (22 medlemmer), Den Islamiske Samarbejdsorganisation, OIC (56 medlemmer) og Den Alliancefrie Bevægelse (22 medlemmer) sidder på stemmerne. De støtter automatisk og kun med få undtagelser enhver palæstinensisk idé.

Men palæstinenserne stiller sig ikke tilfredse med stemmer fra lande som Bolivia, Cuba, Nicaragua, Nordkorea, Pakistan, Saudi-Arabien, Syrien, Venezuela og Zimbabwe. De er mere interesserede i tilslutning fra demokratiske lande, især de 27 medlemmer af EU. Enkelte EU-lande, bl.a. Italien, Tyskland, Holland og Rumænien, har erklæret sig imod, men det er lidt foruroligende, at de fleste holder kortene tæt ind til kroppen.

Nogle lande konkluderer, at den nemmeste løsning er at støtte palæstinenserne i FN. Hvis vi stemmer imod Israel, sker der os ikke noget.

Høj pris

Men hvis vi holder med Israel, kan prisen blive høj. Argumentet lyder, at Canada f.eks. gik glip af en plads i Sikkerhedsrådet i fjor, fordi det stemte sammen med Israel i stedet for at overgive sig til flokmentaliteten.

Selv om disse lande ikke er begejstrede for den palæstinensiske strategi, hvilket mange højtstående embedsmænd fra Afrika, Asien, Europa og Latinamerika har fortalt besøgende fra AJC bag lukkede døre, lyder spørgsmålet, om det virkelig er i deres interesse, at det automatiske flertal bremser deres ambitioner i FN-systemet? Og kunne der også være bilaterale følger (energi, investeringer, handel osv.) ved at indtage et principstandpunkt i en sådan afstemning? Israels modspillere i FN opfører sig ikke efter reglerne.

Det viser sig inden længe, hvordan landene stiller sig.

Og så får vi en fornemmelse af, hvilke demokratiske lande der har mod til at holde principperne i hævd i forsøget på at opnå israelsk-palæstinensisk fred, og hvilke lande der er parate til at lade principper være principper.

American Jewish Committee (AJC), hvis hovedkvarter ligger i USA, virker til fordel for jødiske forhold verden over. David Harris forsker i transatlantiske forhold og minoritetssamfund i Europa ved Oxford University.

Copyright 2014/2015 AJC